Samtaler med GudUddrag

Herren leder os med sin stemme, og vi reagerer på ham med vores. Er det ikke logisk, at den, der kalder sig Ordet altid kommunikerer? Og at han, der skabte os til at kommunikere med ham, ofrede sig selv, så vi kunne vende tilbage til ham, og ved hvad vi vil sige, før vi siger det, elsker at høre vores stemme tale til ham? 

Heldigvis er denne mest meningsfulde af alle samtaler aldrig baseret på vores godhed, præstationer eller kvaliteten af ​​vores spørgsmål. Privilegiet at høre og blive hørt er baseret på Jesu offer alene. 

Samtalen begynder, når Herren rækker ud til os. Gud er kærlighed og hans kærlighed må række ud efter forhold. Vores ansvar er at genkende hans stemme og reagere på ham. Så svarer han trofast. I mellemtiden nyder vi hans nærvær, adlyder og stoler på ham. Jeg tror, ​​at denne løbende samtale er, hvad Paulus opmuntrede til, da han sagde "bed konstant." Vi lytter enten til Herren eller udtrykker noget for ham og venter i forventning på hans svar. Dette er vores livs pligt og glæde. Til sidst oplever vi, at vi ikke kan leve uden samtalens Herre. Vi må simpelthen bede.

Bøn er uundværlig, opbyggende og styrkende. Vores samtale med Gud giver visdom og fred. Når vi ikke ved, hvordan vi skal komme videre, er bøn det næste logiske skridt. Det er en lettelse. Det er nemt. Det er hvile. 

At tale og lytte til Gud er det naturlige svar på vores behov for at have fællesskab med ham - lige nu. Ligesom Tevyas oprigtige samtaler med Gud i Spillemand på en tagryg, taler og lytter vi hele vejen igennem. Herren kalder altid og venter på, at vores fokus skifter. Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor det tager os så lang tid at gå ind i forholdet. Når vi vender os, er vi midt i ham - Svaret.