Samtaler med GudUddrag

Tilbage i begyndelsen af ​​halvfemserne begyndte Richard (min mand) og jeg at diskutere muligheden for at ændre vores næsten 10-årige kirkemedlemskab. Vi længtes efter en mere moderne tilbedelsesstil og så ingen tegn på ændringer i vores nuværende kirke. Efter mange måneder havde vi sporet os ind på to eller tre kirker og forventede at tage afsked med vores kirke. 

I mellemtiden havde vi aftalt at deltage i et ophold med spirituel fornyelse. Mændene deltog først, og kvinderne fulgte to weekender senere. Vi var begejstrede for muligheden for at være væk med Herren i denne "mellem kirker" periode. 

Richards tooghalvfjerds timer blev en personlig vækkelse - jeg kunne se det på hans ansigt, da han kom ind ad døren den søndag aften. Da han fortalte hvad han havde oplevet, begyndte jeg for alvor at længes efter mit eget kommende ophold. 

Efter at have delt mange detaljer bragte han endelig emnet op, som han taktfuldt havde gemt til sidst. Han talte bevidst og forklarede, at under opholdet havde Herren afsløret, at vi ikke skulle forlade vores kirke - vi skulle forblive der. Da jeg skulle svare, spruttede jeg kraftigt, at Herren bestemt ikke havde afsløret den kendsgerning for mig,og at han tydeligvis ikke havde hørt Gud, og han svarede klogt, at vi bare måtte vente og se. 

Halvvejs igennem den sidste dag i mit ophold talte Herren også til mig. Det ene øjeblik var jeg lykkeligt uvidende, og det næste øjeblik forstod jeg endeligt: Vi skulle blive i vores hjemkirke. Punktum. Min forudbestemte vilje ramte Guds solide, ubevægelige vilje som en hurtig bil smadrer ind i et befæstet gelænder af stål.

Rystet og syg begyndte jeg at græde tårer af ægte sorg. Jeg blev bedt om at være lydig. Vi blev bedt om at blive, men i det øjeblik kunne jeg ikke forstå Guds grund. Det tog mange års perspektiv at forstå hvorfor. I mellemtiden valgte vi at adlyde og blev.

Det, der fulgte, var dybe sår i mine arrogante holdninger - av, efterfulgt af kursusarbejde i ydmyghed - dobbelt av. Nogle af mine mest elskede livslektioner blev opnået, fordi jeg adlød og blev tvunget til at lære dem. 

Til min overraskelse gennemgik vores kirke også genopbygning med Guds blide timing. Nu ved jeg af erfaring, at Herren kan ændre hvem som helst - endda mig. Og det var værd at vente på at se vækkelse i min hjemmekirke. Velsignelse følger altid lydighed.