Pusterum Uddrag

I det kaotiske hverdagstempo af møder, begivenheder, forpligtelser, samkørsel med børn, pleje af forældre, tjene andre, finde tid til mig selv, ærinder, fare fra det ene sted til det andet, nedbryde sig selv og løbe tør for energi... Jeg vil nogle gange bogstaveligt talt "lægge mig i grønne græsgange" eller sidde "ved siden af ​​rolige vandløb."(Skønt jeg bare ville nøjes med en kop kaffe på terresen. Hvad med dig?)

Vi har brug for hvile.

Hvile er tiden mellem dit tempo og din begrænsning. Det er en hyggelig samtale med din bedste ven. Det er middag omkring bordet i stedet for drive-in. Det er at være i stand til at give generøst, fordi du ikke har brugt hver eneste dollar, du har tjent. Hvile er et bevist langsommere, mindre, prioriteret liv.

Jeg ved, at du er enig i, at det at leve på den måde lyder bedre end den hektiske følelse af at blive over engageret og overvældet. Og alligevel viser et kig på din opgaveliste eller kalender sandsynligvis, at du - ligesom resten af ​​os - kæmper med at sænke farten.

Hvad er det der gør at du presser dig selv overevne?

Det er svært at genkende og lidt svært at indrømme, men for mig er det frygt. Jeg er bange for at gå glip af noget, så jeg prøver at presse middag sammen med pigerne ind, selvom min dag har været udmattende. Jeg er bange for ikke at være med på moden, så jeg søger online efter en ny bil, selvom min er helt fin. Jeg er bange for at skuffe folk, så jeg bliver medlem af udvalget, selvom jeg ikke brænder for projektet... lyder dette bekendte?

Frygten hvisker løgne om vi bliver holdt udenfor og efterladt, så vi fylder vores kalendere og tømmer vores bankkonti.Frygt stjæler vores hvile. Men kender du den mest gentagne kommando i hele Bibelen? Frygt ikke. Gud fortæller os, at vi ikke behøver at lade frygten styrer os. Han tilbyder os en overraskende enkel måde at overvinde den på.

I morgen vil vi læse om hvordan Gud har inviteret os (i tusinder af år) til at få hvilen tilbage i vores liv. I mellemtiden skal du se på din kalender og spørge: Er der en ting, jeg sagde ja til at deltage i, bare fordi jeg var bange for at gå glip af det eller skuffe nogen ved at sige nej?