Når troen svigter: 10 dage med at finde Gud i tvivlens skyggeUddrag

Fordi vi lever i en verden med grænser, tvivler vi.

Fordi vi ikke har alle svarene, opstår der naturligvis spørgsmål:

Hvordan er Gud? Hvordan kan jeg kende ham? Hvad er livets formål? Hvilken vej skal jeg gå?

En anonym mystiker fra det fjortende århundrede sagde engang, at vi befinder os "i en sky af uvidenhed." Derfor tvivler vi. Vi ser ikke altid himlen.

Det, vi dog skal mindes om her, er, at alt dette er en del af Guds design. Han lavede det målrettet sådan. Han indbyggede grænser i systemet. Det var ikke et uheld. Han vidste, at vi skulle leve med så mange ubekendte. Og alligevel valgte han, at den menneskelige historie skulle se sådan ud. . . . Da Gud besluttede at skabe, kunne han have sagt ja til tusind andre muligheder. Men det gjorde han ikke. Han valgte denne verden. Han valgte dig. Han valgte mig. Grænser og det hele. Og stadig kaldte han det "godt".

Alt dette betyder, at tvivl er normalt.

De er en naturlig konsekvens af at leve i denne verden.

Du tvivler ikke, fordi du er en frygtelig person, eller fordi du er mindre åndelig end alle andre. Du tvivler, fordi du er et menneske.

Dette er vigtigt, fordi så mange kristne betragter tvivl som om det var en ubeskrivelig, frastødende synd. . . .

Gud skabte ikke Adam og Eva med alle svarene på livets sværeste spørgsmål. I stedet gav han dem plads til at udforske, stille spørgsmålstegn ved og lære. Han dyrkede en have, hvor mystik kunne eksistere side om side med tro. Det betyder, at når vi tvivler, er det ikke, fordi vi er en skuffelse for Gud; det er fordi tvivl er en naturlig reaktion på begrænsningerne i vores forståelse. . . .

Tro handler ikke om at lukke sig inde, det handler om mulighed. Tro er hud-på-hud nærhed og tilhørsforhold. Men for at nå dertil skal vores sikkerhed nogle gange knuses. Vores formler blive forstyrret. Vores spørgsmål ubesvarede. Og det er der, i dybden af forholdet, at vi ikke møder en liste over religiøse klicheer, men en person. Venskab er født.